Klassisk institutionsjuledekoration på paptallerken

Vigga (og Lærke-pædagogmedhjælper) har kreeret denne smukke juledekoration.
Nissehuen er en babymodel fra sidste år. Vi køber en børnemodel i morgen, hvor både Allan og jeg holder årets sidste omsorgsdag, og vi alle tre tager på juleindkøb i Fields med bedstefar.

Søde ord

Ethvert moderhjerte smelter da, når ens datter siger ting som:
"Jeg kan godt lide dig. Og far. Og far kan godt lide dig".
Eller
"Du er min bedste ven".
Eller
Vigga: "Du er min datter".
Mig: "Nej, du er min datter".
Vigga: "Nej, jeg er dit lille barn".

Et enkelt skud fra mobilen

Vigga er stadig længe om at falde i søvn om aftenen. Det forlyder fra Regstrup og omegn, at hendes far havde (og har!) det på samme måde. Måske skulle vi lære hende at tælle får:
1, 2, 3...
Det er stadig den mest slidte nederst i billedet, der har særstatus.

En dårlig undskyldning og to oneliners

Et fyldt d-drev. Det er undskyldningen for, at der ikke kommer så mange fotos på bloggen i disse tider. Nu har jeg sagt det ærligt og uden omsvøb. Man kunne mene, at jeg nok kunne gemme vores fotos i et andet drev eller på en anden computer, og det kommer jeg før eller siden også til. Men det bliver ikke lige nu. Mit gode gamle fotosystem er brudt sammen (måske mest i mit hoved), så foreløbig (men det bliver ikke længe) må I tage til takke med et par små onelinershistorier uden tilhørende billedmateriale.

1. Vigga elsker at give og få gaver. Hun har en julesok, og af og til ligger der en gave fra nissen. Der har været en zebra, hårelastikker, en panda, en julesangbog og en Paul Frank T-shirt (tak, moster). Heldigvis synes Vigga også, det er dejligt at give andre gaver. Og at pakke gaver ind. Og ud. Og ind igen. Hun er godt tilfreds med at pakke ting ud, som i forvejen er hendes egne, f.eks. sovefåret eller sin fod! Og hun har helt styr på, hvad man siger undervejs: "Hvad tror du, det er?", Skal vi pakke den ud sammen?" og det overraskende "Neeejjj", når gaven endelig er pakket ud.
Vigga leger tit med Allans dejlige sovepose. Hun leger, den er et hav, en hule eller et svømmebassin. Den er ret så fluffy, så en lille pige på 2 ½ forsvinder næsten i den, når hun ligger og putter i den. Og en dag sagde hun: "Jeg er pakket ind. Ligesom en julegave". Hvorefter hun rejser sig op med armene over hovedet og råber: "Det' en pige!"

2. I dag smed jeg legemadras, Bobles, sækkestol (og hvad det ellers flyder med af børneinventar) op i sofaen, så den støvsugende far kunne komme til. Vigga så straks muligheden for at lave en hule af alle tingene i sofaen. Med lidt hjælp blev det en ret så fin og lille hule, hvor hun lå med sine nye lilla og blinkende cykellygter. Hun lå bare alene derinde og grinede højt og råbte på et tidspunkt til mig: "Kyllingen er inde i ægget - og hygger sig!" Vi har aldrig leget sådan en æggeleg før. Måske har hun det fra noget Lille-Nørd. Eller også var det bare den frie skønne børnefantasi, der var på spil.