torsdag den 26. august 2010

Farvel oldemor

I mandags sov min mormor, Viggas oldemor, stille ind på Arresødal Hospice. Hun var i trygge og omsorgsfulde hænder i rare omgivelser, og når nu kræften havde overtaget, var det trods alt en fin måde at dø på.
Det er så trist, at hun er død og vi vil tit komme til at savne hende. Hun var den af mine bedsteforældre, som jeg altid har haft det næreste forhold med. En rigtig god og sød mormor.
I morgen skal hun bisættes fra Skævinge Kirke. Vigga skal selvfølgelig med, og som altid når vi skal nogen steder hen, har jeg forsøgt at forberede hende på, hvad vi skal. Men du milde, hvor er det svært, så jeg holder mig til de store linjer: Oldemor Inge Lise er død. Hun er højt oppe i himlen nu, men man kan ikke se hende. I morgen skal vi i kirke og synge sange for oldemor og give hende blomster.
Vigga foreslog, at vi skulle synge Tommelfinger... Det er jeg sikker på, oldemor sætter pris på.

Fra mormors 80 års fødselsdag. En glad fødselar omgivet af sine sønner.

Julen 2008

Første gang Vigga og oldemor hilser på hinanden (Juli 2008)
Mormor var med, da jeg holdt fødselsdag i maj. Det var sidste gang hun besøgte Rodosvej.

tirsdag den 10. august 2010

Godnat

Vores adrætte og frygtløse datter havde fundet ud af, hvordan man forcerer tremmerne i sengen. Så for at undgå ulykker har vi taget tremmerne af. De første par aftener var det spændende, at man efter puttetid nemt kunne rende ind i stuen eller over i mor og fars seng. Denne aften nåede hun dog ikke så langt, inden søvnen fik overtaget:

Pottetræning Light

Lykken er at sidde på potten og læse. Der er dog endnu ikke gevinst så ofte...

Kusine Nikoline

Viggas lille nye kusine kom til verden d. 22. juli. Vi fik lov at besøge den lille familie allerede et par dage efter fødslen, som heldigvis gik hurtigere og var mindre smertefuld end første gang.
Stort tillykke til hele Cirkus Vestervangen!


Vigga fik lov at holde lille "Liddeline".

Storebror Kalle


Watch and learn, Vigga!


søndag den 8. august 2010

Sommerferieepilog.

Det er sent på denne sidste feriedags aften og efter flere forsøg, er det endelig lykkes mig at få uploaded nogle af de mange mange fotos vi (sammen med Valbys kamera) har fra vores 5 dage i Lønstrup. Det var dage med godt vejr, masser af vandspas, leg, genbrugsfund, god mad, middagslure, kæmpesplint i foden, Tour de France, krimilæsning, kryds og tværs, hygge samt glæde over Rie og Andrés lille Liva, som blev født d. 21. juli og Louise og Lars´ Nicoline, som kom til verden d. 22. juli. Og så sendte vi masser af tanker til oldemor Inge-Lise, som skulle på gæstebesøg på Arresødal Hospice. I skrivende stund er hun der stadig og kommer ikke hjem igen. Det går meget op og ned med hende, og både hun og vi er godt klar over, hvilken vej det går.

Så denne sommerferie har budt på både det sjove og skønne og det alvorlige og triste. Nu starter hverdagen igen, men inden har jeg lovet mig selv og en lille fedtet huskeseddel, at jeg vil skrive nogle af Viggas små guldkorn og sjove ord her på bloggen:

Lillikopter = Fjernstyret helikopter (mindre end de rigtige; derfor "lille").
Storelet = Toilet (større end de små børnetoiletter, de har i vuggestuen)
Bornen Born = Bjørnen Bjørn fra Sigurds Bjørnetime
Tubbermi = Tyggegummi
Futte lige den, mor = Flyt den lige, mor

En dag jeg var på toilettet, stod Vigga ude foran toiletdøren. Da jeg skulle ud, bankede jeg på og spurgte, om jeg kunne få lov at komme ud. Vigga svarede: "Kom lille skat mor".

Hun overrasker mig gang på gang med sin hukommelse. En dag fandt hun en lille japansk rangle og sagde til mig "Anden Mette". Ja, det er rigtigt, den har du engang fået af den anden Mette (ikke moster Mette). På samme måde husker hun ret godt, hvem hun har fået eller arvet tøj efter og nævner det, når vi finder det frem igen.

I sommerhuset i Bjerge kunne vi en dag høre en flyvemaskine. "Man kan desværre ikke se den", sagde jeg til Vigga. Vigga gik ind i stuen og efter lidt tid kom hun ud på terassen igen med en skammel. "Hvad skal du med skamlen?", spurgte jeg forundret. Og svaret var: "Se op i himmel!" (efter flyvemaskinen).

Lønstrup: Vild med Trille

Vigga forelskede sig fuldstændig i Nabe-Altmann-familiens yngste. Og det kan man jo godt forstå. Trille fik endda lov at låne Viggas nussefår.




Lønstrup: Sommerleg