Klassisk institutionsjuledekoration på paptallerken

Vigga (og Lærke-pædagogmedhjælper) har kreeret denne smukke juledekoration.
Nissehuen er en babymodel fra sidste år. Vi køber en børnemodel i morgen, hvor både Allan og jeg holder årets sidste omsorgsdag, og vi alle tre tager på juleindkøb i Fields med bedstefar.

Søde ord

Ethvert moderhjerte smelter da, når ens datter siger ting som:
"Jeg kan godt lide dig. Og far. Og far kan godt lide dig".
Eller
"Du er min bedste ven".
Eller
Vigga: "Du er min datter".
Mig: "Nej, du er min datter".
Vigga: "Nej, jeg er dit lille barn".

Et enkelt skud fra mobilen

Vigga er stadig længe om at falde i søvn om aftenen. Det forlyder fra Regstrup og omegn, at hendes far havde (og har!) det på samme måde. Måske skulle vi lære hende at tælle får:
1, 2, 3...
Det er stadig den mest slidte nederst i billedet, der har særstatus.

En dårlig undskyldning og to oneliners

Et fyldt d-drev. Det er undskyldningen for, at der ikke kommer så mange fotos på bloggen i disse tider. Nu har jeg sagt det ærligt og uden omsvøb. Man kunne mene, at jeg nok kunne gemme vores fotos i et andet drev eller på en anden computer, og det kommer jeg før eller siden også til. Men det bliver ikke lige nu. Mit gode gamle fotosystem er brudt sammen (måske mest i mit hoved), så foreløbig (men det bliver ikke længe) må I tage til takke med et par små onelinershistorier uden tilhørende billedmateriale.

1. Vigga elsker at give og få gaver. Hun har en julesok, og af og til ligger der en gave fra nissen. Der har været en zebra, hårelastikker, en panda, en julesangbog og en Paul Frank T-shirt (tak, moster). Heldigvis synes Vigga også, det er dejligt at give andre gaver. Og at pakke gaver ind. Og ud. Og ind igen. Hun er godt tilfreds med at pakke ting ud, som i forvejen er hendes egne, f.eks. sovefåret eller sin fod! Og hun har helt styr på, hvad man siger undervejs: "Hvad tror du, det er?", Skal vi pakke den ud sammen?" og det overraskende "Neeejjj", når gaven endelig er pakket ud.
Vigga leger tit med Allans dejlige sovepose. Hun leger, den er et hav, en hule eller et svømmebassin. Den er ret så fluffy, så en lille pige på 2 ½ forsvinder næsten i den, når hun ligger og putter i den. Og en dag sagde hun: "Jeg er pakket ind. Ligesom en julegave". Hvorefter hun rejser sig op med armene over hovedet og råber: "Det' en pige!"

2. I dag smed jeg legemadras, Bobles, sækkestol (og hvad det ellers flyder med af børneinventar) op i sofaen, så den støvsugende far kunne komme til. Vigga så straks muligheden for at lave en hule af alle tingene i sofaen. Med lidt hjælp blev det en ret så fin og lille hule, hvor hun lå med sine nye lilla og blinkende cykellygter. Hun lå bare alene derinde og grinede højt og råbte på et tidspunkt til mig: "Kyllingen er inde i ægget - og hygger sig!" Vi har aldrig leget sådan en æggeleg før. Måske har hun det fra noget Lille-Nørd. Eller også var det bare den frie skønne børnefantasi, der var på spil.

Hallelula!

Julen og Messias-koncerterne nærmer sig. Så vi må se at få lært det Halleluja-kor:

Vi er her endnu...

Uhhh, det er godt nok længe siden, jeg sidst har skrevet på bloggen. Beklager...
Det er nu ikke fordi, at der ikke har været noget at fortælle om i forhold til Viggas udvikling. Hun drøner afsted på flere fronter - og vi må hver dag se på hinanden og sige: Hun ER sgu da en kvik/sjov/kærlig/klog/dygtig/osv. lille unge. Men det er vel det, forældre gør...
Billedet herunder er fra i dag, hvor Vigga og jeg tog en sen eftermiddagscykeltur til stranden. Vi afprøvede vintertøjet og den nye anløbsbro, og fik en snak om månen, mågerne og en gøende hund, der savnede sin far. Og da mørket for alvor faldt på, ville hun i øvrigt gerne hjem.
På turen hjem sang hun "Skorstensfejren gik en tur" med nye tekst: Måne måne månemand, måne, måne, månemand, månemand, måne, måne, månemand. Halvvejs hjemme blev teksten udskiftet med Månepige.
Efter aftensmaden legede vi putteleg: Man skiftes til at putte hinanden med tæppe, smækkys og godnatsang. Og den der puttes skal ligge helt stille med lukkede øjne. Det er en sand fornøjelse at ligge der på gulvet med lukkede øjne med et tørklæde over sig og lytte til Vigga, mens hun hviskesynger "Elefantens vuggevise".
Det hyggelige og fornøjelige forsvinder desværre temmelig meget, når den rigtige putning står på. For hun kravler konstant ud af sin seng og drøner ind i stuen. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi følger hende tilbage i seng i løbet af en aften, men det er mange!
Vi håber, det er en fase, der bare skal overståes. Og at hun begynder at sove lidt tidligere på aftenen, når vi på et tidspunkt dropper hendes middagslur...

Mødre, der ikke skriver i Barnets bog, skriver blog...

I min mødregruppe er der en mor, der altid - på trods af et sygdomsramt og lidt besværligt barn - har skrevet ned og taget billeder og ordnet det hele i diverse mindebøger om graviditet, fødsel, barnedåb, fødselsdag osv. Hun har præcis tjek på, hvornår den og den tand dukkede op, de første skridt, første ord, første dit og dat. Jeg bøjer mig i støvet over hendes overskud - og håber, at Vigga bliver tilfreds nok med, at hendes mor har skrevet i ny og næ på denne blog (og krydser så fingre for, at det hele ikke forsvinder i cyper space...). Så kære læser: Når jeg nogle gange kører lidt ud af tangenterne og dvæler lidt for meget ved, hvad vores lille håb nu kan af det ene og det andet, så er det altså ikke for at trætte jer. Det er for at min egen og Viggas skyld - så vi ikke glemmer det.

I denne og sidste weekend har vi været til barnedåb hos henholdsvis grandfætter Noah og grandkusine Trille. Vigga har været meget optaget af, at vi skulle feste for de små og holde "barnedås". Og at de små "blir ik ked af det", når de skal have vand i håret - ligesom hun heller ikke længere gør det, når hun skal have vasket hår. Hun ER nu blevet overbevist om, at det faktisk passer, at man ikke får vand og sæbe i øjnene, så længe man bare kigger op i loftet.

I torsdags var morfar og Kirsten på besøg til stegt flæsk. Der blev leget, læst og lagt puslespil. Ren hygge. Vigga elsker alle de bøger og spil, vi låner på "teket" og ved godt, at man skal være ekstra forsigtig med dem. Vi læser som regel to bøger inden sovetid, og for tiden er det bøger med sange, rim og remser, der hitter.

Vigga kan selv synge en del sange efterhånden (selv om hun dog ikke altid får slutningen med): Tommelfinger, Lille Peter Edderkop, Tornerose var et vakkert barn, Bjørnen sover og fødselsdagssangen kører rimeligt for tiden. Og så er der medley´er med et væld af børnesangsbrudstykker krydret med hjemmelavet spontansang.

Når hun er lagt i seng, plejer jeg at synge en enkelt sang for hende. Da hun var lille, sang jeg første vers af Sov sødt barnlille. Den blev senere afløst af Lille sky gik morgentur, som jo ellers ikke er en sovesang. Men den virkede i lang tid som en god afleder, når hun var vred og overtræt. I en periode har jeg sunget Bamses Klokken er mange, snart er det nat, men den er røget ud igen til fordel for klassikeren Elefantens vuggevise. Den beder hun om hver aften: "Lille Jumbo og visselul, mor. Og gammel struds og næsehorn. Og zebra og tiger". Ja, ja, Vigga jeg skal nok huske dem alle sammen... Her til aften spurgte hun, hvor alle dyrene i sangen bor. Jeg svarede så godt jeg kunne, men måtte melde pas på den sidste: "Hvor bor visselul?"

Som det fremgår vil Vigga gerne have styr på, hvor folk (og dyr) bor. Og hun har tjek på hvem der bor i Holbæk, Regstrup, Hundested, Valby, Hagested, Nørrebro og Søborg. Og Himlen...

Tre holdere er ikke spor for mange, når der er tale om en så fin og dyrebar lille dame som kusine Nikoline - nu også med mellemnavnet Bibi, som er Kalles navn for sin babylillesøster.